Hjemme hos …
Min erfaring har lært mig, at hvis vi vil trives, er det bedst, hvis vi elsker det sted, vi bor. Det betyder ikke, at vi skal have de rigtige ting eller bo i et dyrt nabolag – men mere, at vores hjem skal have den stil og funktion, vi drømmer om, og som passer til det liv, vi lever. Vi skal føle os godt tilpas i vores omgivelser.
Selv i de perioder af livet, hvor vi er i bevægelse, og vi føler en form for midlertidighed i vores bolig, selv i de perioder har vi brug for en grundlæggende følelse af hjem, af at være hjemme, af at føle os hjemme.
Hjem er det sted, vi er elskede, det sted, hvor andre bærer over med os, hvor der er nåde nok. Samtidig er hjem det sted, hvor den rigtige stol står i hjørnet, hvor tingene er nøje udvalgt og placeret, som vi har bestemt det. (For mig er hjemmet også opryddet og nogenlunde rent. Hvis der bliver for fyldt med rod, mister jeg simpelthen lysten til at være der.)
Da jeg var omkring 10 år gammel, begyndte jeg at flytte rundt på tingene i mit værelse mindst en gang om måneden. I disse tidlige år fik jeg en tydelig fornemmelse for min egen stil, jeg lærte at skabe et rum, som jeg elskede at være i, og jeg lærte at sætte ting sammen på min egen unikke måde. Jeg er enebarn, og det at skabe hjem har altid været det vigtigste for min sjæl. Der er mange ting, sjælen længes efter – poesi, kunst, minder om smukke steder og dejlige venskaber. For mig har hjemmet altid fyldt mest.
Jeg er flyttet mange gange og har boet i Tyskland, Schweiz, flere steder i USA og og i fem forskellige byer i Danmark. Jeg har flere gange både solgt og givet alt, hvad jeg ejede, væk – alligevel har mit hjerte altid brugt tid på hjemmet. Jeg har lært, at det er vigtigt at elske det sted, man bor, og jeg har også lært, at det egentlig kræver forbavsende lidt penge, og at man sagtens kan genskabe det smukke med nye fund på et minimalt budget.
At komme hjem er faktisk også et af hovedtemaerne i Bibelen. Her findes hundredvis af historier om at komme hjem, om at genfinde hjem og om at blive væk hjemmefra og om at længes hjem. Et centralt hovedbudskab står knivskarpt – at vores sjæl længes efter at komme hjem, og at vi søger efter det, indtil vi finder det.
Der er mange måder, vi kan føle os hjemløse på, og det centrale i at finde hjem er nøje kædet sammen med helbredelse af de sår, vi har på sjælen. Så de sår skal vi tage os godt af, ikke negligere dem eller prøve at dække dem til. Vi skal arbejde med dem, lidt ligesom når vi flytter alle møblerne rundt. Vi skal turde at være i bevægelse med os selv, så vi arbejder os henimod helhed, klarhed og ro. Vi skal finde os hjemme hos os selv, så at sige.

