At blive en god ven

If you become a friend of somebody who is excluded you are doing a work of unity. You are bringing people together. You are doing God’s work. – Jean Vanier 

Her midt i coronatiden har jeg tænkt meget over det med venskaber og på, hvor udfordrende det er at være en god ven.

Det er måske lidt diffust, det med at være en god ven, og omvendt meget enkelt. Måske er definitionen den at mødes i kærlighed, nærhed og støtte med et andet menneske og i det at udvise en solid loyalitet over for dette menneskes person – og her betyder ærlighed, langmodighed, tillid og empati noget – men ikke nødvendigvis enighed eller ubetinget nærvær i alle livets kroge og afkroge.

Man kan også være en god ven, selv om livet går af helvede til. En god ven vender tilbage, siger undskyld eller arbejder med relationen.

Jeg er selv udfordret af det at være en god ven. Jeg er ofte glemsom, melder ikke nok ind og trækker mig til tider, når mit eget liv fylder for meget. Jeg har kronisk dårlig samvittighed over de opkald til venner og familie, jeg ikke får taget, mærkedage, jeg glemmer, vigtige livssituationer, jeg ikke lige får levet med i, og så videre.

Men – jeg er særlig udfordret af citatet ovenfor. For – jeg vil gerne blive bedre til at inkludere de ensomme, dem, der kæmper, dem, der ikke altid er med – dem, der på den ene eller anden måde er ekskluderet.

Jeg vil gerne have en ven fra en anden samfundsgruppe end min egen, med et andet perspektiv end mit, med udfordringer, jeg ikke kender til – men jeg drømmer også om at arbejde for enhed i verden, om at bringe mennesker sammen. Og – det stykke arbejde begynder altså helt mikro-lokalt. Med en kop kaffe. Med god gammeldags venlighed og nærvær. 

En bedre verden er bygget på bedre venskaber, på inklusivitet, på åbenhed, på ærlighed og på masser af mikro-lokale beslutninger, og de begynder hos os selv. Så – jeg vil altså blive ved med at øve mig i at række ud, i at være inkluderende og også indimellem opsøgende – selvom jeg tit kommer til kort.