Intet går tabt

Livet byder jo på ret mange opture og nedture. Desværre går det også af og til mere ned, end det går op. Der er masser af uidentificeret smerte koblet til vores menneskeliv.

Jeg har godt set et internet-meme, der siger: Alting sker af en årsag – everything happens for a reason. Og jeg er dybt uenig. Det er simpelthen et udtryk for dårlig teologi – for et misforstået gudsbillede – at tro, at al smerte tilgår os af en årsag. 

Den teologi, som Bibelen forelægger os, er centreret om det – at intet af det, vi oplever, og intet af den smerte, vi oplever, går tabt. Alt, hvad der tilgår os, medvirker os til “gode”, står der i skriften. Det indgår så at sige i den person, som bliver os – og det tjener som en del af den, vi bliver i verden, det tjener til det, vi har at give.

Alt, hvad vi går igennem, spiller en afgørende rolle for det, vi kan give til vores “nabo”, det menneske – den næste vi er.

Intet går tabt. Min erfaring er, at smerten skal have lov at være der. Den skal ikke gemmes af vejen eller pyntes på. Den skal ligge der et sted i hjertet eller kroppen, hvor den også kan ses og mærkes. Den må godt være der. Den har lige dele ret med den glæde, som vi også kan kende. 

Der er mange niveauer af angst i et menneskeliv – meditationen, som vi kan sidde med i hjertet, er denne –  – at smertens vildnis også har sine gennemtrængende solstråler, at selv der i tågen er der liv i en eller anden form, og at intet går tabt, men bliver gemt der inde i sjælen, hvor der også er liv.

Intet går tabt. Vores smerte er også smuk og unik og værdifuld – den gør os til hele mennesker med en dyb erfaring af, at livet kan mærkes. Og smerten gør os i stand til et fuldt liv, hvor intet går tabt – ikke engang den kærlighed, vi har til hinanden.