Arbejdsliv

Arbejdskrisen

Det er desværre kommet på mode at være ked af sit job. Sikke en smertefuld tendens. For der er jo desværre det faktum, at vi virkelig har brug for “at lykkes” som mennesker i jobbet. Her taler jeg ikke om at have succes, selv om det er da også rart, næh, jeg taler om at føle sig værdsat, at føle sig godt tilpas i arbejdslivet, at føle sig tilfreds de otte timer om dagen, hvor arbejdet udfolder sig. 

Der er mange grunde til, at man kan være ked af sit job. Nogle af de mest almindelige er, at man føler, at ens talenter går tabt, at man ikke kommer godt overens med ledelse og kollegaer, at indholdet af jobbet ligger for langt væk fra ens drøm.

Livet bliver rigtig svært, når man drømmer sig væk fra hverdagen. For hverdagen er jo det, der er mest af, og den er fyldt af mange tilbagevendende gøremål og pligter, og man kan opleve sig mere og mere træt, fordi ens tid bliver krævet af et job, man ikke kan lide, madlavning, tøjvask, huslige pligter, ægtefælle og børn. Lige pludselig kan man opleve, at man bliver ulykkelig, presset, ja, endda slidt op.

Som mentor bruger jeg ofte tid på at tale om hverdagen. For det er en vigtig dialog at komme overens med at være i vores hverdag, og hvis hverdagen ikke lykkes, fyldes vi af mismod, depression og angst for tilværelsen. Derfor bruger jeg gerne tid på lidt analyse af, hvad det egentlig er, der foregår i hverdagen. Ofte starter vi med at tale om jobbet.

For hvad er det egentlig, et job skal kunne? Hvorfor bliver det ofte fastlåst – og hvordan justerer vi forventninger til os selv, vores chefer og kollegaer og til jobindholdet? Egentlig kan det siges meget enkelt – processen og analysen starter med en erkendelse af, at hverdagen er kommet for at blive, og at 80 % procent af vores job godt må være rart, men at 20 % af det aldrig bliver det. For 100 %’s jobbet findes ikke. Desværre. Nogle gange er tingene blevet vendt på hovedet, så 20 % af jobbet er rart, mens 80 % ikke er det, og så mister vi os selv og bliver måske sygemeldt eller fyret eller noget helt tredje.

Så her er spørgsmålene til jobkrisen

Hvor stor en del af dit job er ubærligt? 20 %, 50 %, 80 %? Kan bøtten vendes, så den ubærlige del bliver mindre, og det gode bliver større?

Hvad skal et nyt job indeholde?

Er der noget i din hverdag og hjemmeliv, der kan justeres, så du finder mere sammenhæng og glæde?

Hvordan kan du komme til at holde af hverdagen?

Hvem kan du tale med det om?

Det er altid bedst ikke at gøre noget overilet. Så før du beslutter dig til noget, sã brug god tid på analyse, og skaf dig hurtigst god selvindsigt, også i de kroge af sjæle, hvor det gør ondt. Ellers kan du risikere, at nissen flytter med ind i et nyt job. 

Mit arbejdsbord herhjemme. Det er småt og byder på en god stol, der er hjemtaget fra USA. Her kan jeg sidde hele dagen og fordybe mig og skrive. Her er der både ro og kreativitet – og udblik.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *