Liturgi – hvorfor er den vigtig?

Hvor er det afgørende, at vi for det meste er meddelagtige i, hvordan livet udfolder sig, og hvor har det stor betydning, hvordan vi tackler medgang og modgang. Der er selvfølgelig mange gange, hvor livet giver os nogle udfordringer, som vi føler, vi ikke selv har bedt om, eller som andre måske bevidst eller ubevidst stiller os i. Det er netop, når livet viser sig udfordrende, at vores rutiner, liturgier og centrale værdier bliver af stor betydning. Har vi en ledestjerne? Hvordan ser det ud, når vores livsretning peger mod nord? Det er i gode tider, at vi gør klogt i at arbejde med disse livsstrukturer, så vi kan hive dem op af hatten, når livet sejler.

På sproget.dk findes følgende forklaring på ordet liturgi:

Liturgi, en.  flt. (l. br.)-er.(fra mlat. liturgia, af gr. leitūrgía,  offentligt hverv, gudstjeneste; især kirk.)alle til en helhed sammenarbejdede handlinger(som fælles bøn, messe, sang, sakramenter), der udgør den officielle, kristelige gudstjeneste; gudstjeneste ordning;spec. om til bestemte lejligheder (“liturgiske gudstjenester”) skrevne kompositioner, bestaaende af tekststykker (bønner, skriftord olgn.), der fremsiges (messes) af præsten, og “svar” (fx. halleluja, amen) eller korte salmevers, der synges af menigheden (koret); i videre anv. ogs. om andre religioners gudstjenesteform.

På https://www.merriam-webster.com/dictionary/liturgy findes en lidt bredere forklaring på ordet:

Definition of liturgy

1 often capitalized: a eucharistic rite (en eucharistisk rite)

2 : a rite or body of rites prescribed for public worship a baptismal liturgy (en rite eller en gruppe af riter, der er beregnet til offentlig tilbedelse for eksempel dåbsliturgi)

3: a customary repertoire of ideas, phrases, or observances (en skik, et repetoire af ideer, vendinger og observanser)

I forbindelse med åndelig vejledning og i forbindelse med livet som kristen bruger jeg ordet bredt. Min definition er: En liturgi er en tilbagevendende fastlagt/strukturet handling, der i sin form hjælper sjælen til at huske noget essentielt, noget vedvarende almengyldigt sandt. Det er en rutine, der understøtter det liv, der fødes ud af en tilværelse med Gud. Og – en personlig liturgi er et naturligt udspring af det, der er allermest vigtigt i hver vores liv. I det kirkelige univers bliver liturgien tydelig i gudstjenesten, og i vores hverdagsliv kan den for eksempel blive tydelig i det at bede bordbøn, eller synge bordvers, eller bede aftenbøn, bare for at nævne nogle eksempler, som de fleste kender.

Kan man have en liturgi, hvis man ikke tror på Gud, og hvis man derfor heller ikke følger kirkens liturgi? Ja, det kan man sagtens. Liturgien drejer sig så om rituelle rutiner, man har indlagt i hverdagen, i livet. For mig er liturgien afgjort en positiv rutine. Det er ikke en sur pligt eller et gammel oldnordisk pålæg i livet. Tværtimod. Det er en livsnerve, noget trygt tilbagevendende, noget, der kalder det bedst frem i vores liv. Liturgi er også rutiner, der tillader os at glemme alt om os selv og hvile i en mere objektiv sandhed. Liturgien handler så at sige om en ekstern sandhed.

En liturgi er lidt ligesom årstiderne, den er en evig tilbagevendende vekselvirkning mellem liv og død, mellem vinter og sommer, mellem lys og mørke. Alt kan rummes – ikke bare alt det festlige – men også alt det, der ødelægger livet. I liturgien rummes det hele og minder os om det vigtigste.