Evangeliet ifølge Johannes

Evangeliet ifølge Johannes har altid fascineret mig. Kærlighedsevangeliet kalder nogle det. 

Johannesevangeliet finder på en måde en parallel i skabelsesberetningen, og axiomet for evangeliet er forholdet mellem Jesus og det evige. Evangeliet tager afsæt i Jesus’ præ-eksistens – og er ikke så optaget af Jesus’ jordiske fødsel, men mere af hans guddommelige forbundethed med Gud. Evangeliet springer over beretningen om Jesus’ fødsel og hans tidlige liv.

Tempoet er hurtigt, og vi præsenteres for historie efter historie med fokus på, hvordan Jesus møder os i Guds kraft. Her minder fortællingen om Jesus om, at han er Gud, og det faktum, at han også er menneske, spiller en sekundær rolle.

Særligt hos Johannes er jo, at det er Guds guddommelighed, der er i centrum. Det er her, særligt i dette evangelium, at vi begynder at forstå, at vi er anderledes end Gud.

Hovedtemaet i Johannesevangeliet har også et væsentlig afsæt i, at Jesus’ identitet er jødisk, og evangeliet er optaget af at udstede et dekret: Det bekendtgør, hvem Jesus er, og hvad vi derfor ”melder os ind i ” ved at følge ham.

Her finder vi også en meget teologisk inspireret tekst, der hele tiden skubber os i retning af en dybere bekendelse af Gud selv. Temaer omkring skabelse og gen-skabelse, omkring fødsel og gen-fødsel, står side om side med fortælling om mirakler. Evangeliet fortæller os, at Jesus er Gud, og viser os, hvordan det udspiller sig her på vores jord.

Johannesevangeliet er også det evangelium, som giver os fundamentet til, hvordan kristenlivet kan udforme sig, hvordan vi vokser åndeligt – hvordan vi dannes. Her er der fokus på mening med forskellige livsbegivenheder snarere end på detaljer i og ved livet. Åndelig praksis er et DNA i teksten, og det bliver tydeligt, at der er noget på spil for os.

I de sidste mange år har jeg brugt et vers fra Johannesevangeliet som en slags profetisk meditation. Jeg er egentlig ikke en stor fan af at tage enkelte ord ud og løsrive dem fra teksten selv. Men her har jeg altså brudt min egen regel.

I Johannes 4:32 står der: ” Jeg har mad at spise, som I ikke kender noget til.”

– Jeg bliver mindet om, at Gud holder insisterende på med en plan, som jeg ikke kan se. Jeg bliver mindet om, at der foregår ting i den åndelige verden, som jeg ikke kan se og ikke forstår. At – der er mere mellem himmel og jord og at Gud har nøglen til det hele.

Her står jeg selv i afmagt, fordi jeg ikke kan se ind i fremtiden. Jeg ved så at sige ikke, hvilken mad Jesus her taler om – men jeg bliver mindet om, at han har et forråd, som jeg endnu ikke kan se.

Her finder jeg trøst og håb, og mit hjerte finder hvile – for Gud forsørger mig åndeligt. Han giver mig ro, og jeg behøver ikke at vide alting. Jeg giver slip – så at sige – på kravet om at vide, hvordan det hele skal gå, og læner mig op af løftet om, at Gud har mad at spise, som jeg ikke kender noget til.

I vores verdslige liv kalder vi det vision, fremtidsplanlægning, vi drømmer om fremtiden og tager gerne æren, når noget går, som vi har planlagt. Ja, især når noget går over forventning. Vi bruger ord som strategi, proces, change mangement, lean proces med videre. Der er bare det ved det, at vi ved meget lidt om fremtiden. At fremtiden er uventet. Det er fristende at tro, at vi har styr på fremtiden. Vi har planlagt, hvordan tingene skal gå.

I denne her ene sætning i Johannesevangeliets fjerde kapitel ligger lidt af kimen til at forstå Gud: “Jeg har mad, I ikke ved noget om. Jeg er 100.000 skridt foran,” siger Herren. Det er, når vi griber det, at hver vores indre vækkelse starter. Når vi giver slip.

Jamen, skal vi så holde op med at planlægge? Nej, det er ikke det, der er pointen. Men vi skal holde op med at planlægge, som om alting kun afhænger af os. Vi skal planlægge, at vores hjerte er vigtigere end resultatet. At hårdt arbejde er godt, men ikke for enhver pris.

God fornøjelse med Johannes. Her er der en verden af rigdom, hvor Jesus møder os, som vi er – med alle vores spørgsmål, med vores tvivl og manglende tro.