I 2020 blev tvivlen en god ven
I sommer blev jeg 53. Det nye, livet lærer mig i 50’erne, er at lære at leve med tvivlen. – At det er ok, at tvivlen er iboende, og at det er udviklende, godt og trygt – også i forhold til at bekæmpe den ellers velkendte skråsikkerhed og mangel på fleksibilitet.
2020 er virkelig blevet året, hvor lektien bliver mejslet ind i sjælen. Der er sat turbo på “ekstrauddannelsen” til tvivlspilot.
For der er så mange skal/skal ikke, kan/kan ikke, start/start ikke, stop/stop ikke, gå/gå ikke, mødes/mødes ikke situationer hver dag.
Ligesom den lektie, vi lærer i at leve med ængsteligheden og uvisheden, så er lektien med tvivlen også eksistentiel. Tvivlen må godt være med. Og ledelse af både en selv og andre kan godt blive til i lyset af en vis mængde slinger i valsen.
Samtidig med, at coronaen har taget en masse fra os – ja, så har den altså også givet os noget. En form for øvelse i slingrende vals, i udholdenhed, i nærvær, i stadig tilpasning og i at leve med tvivlen. Lykkes det hele nu? Kommer vi i mål med tingene? Kan man tage en beslutning i det ene øjeblik, som så viser sig at være en forkert beslutning i det næste øjeblik?. En øvelse i at mene og handle, som vi vil, indtil vi må skifte mening og mene og handle på en uventet måde.
I foråret sagde Svend Brinkmann, at vi gjorde klogt i ikke at udtale os om, hvad vi havde lært af 2020, før om noget tid. På mange måder synes jeg, sjælen og hjertet har vokset sig større i 2020. Tvivlen og retten til at tvivle har igen meldt sig som helt solide medspillere i livet.
På bagsiden kommer selvfølgelig det mistede håb, nemlig det, at vi bliver opgivende, inaktive og afventende over for livet. Vi vil helst pløje derudaf med 80 i timen og køre tvivlrådigheden over i næste sving.
2020 blev året, hvor det er ok at være i hverdagen med tvivl, og hvor det for alvor er ok at planlægge noget, der så må aflyses alligevel. Og, nej – det er ikke spild af tid – tværtimod. Det er evnen til at formes af vilkårene, det er udviklingen af integritet i at lære at leve med uvisheden og tvivlen og alligevel turde planlægge fremtiden.
Jeg er klar til at træde ind i 2021 – men det bliver på nogle måder også en afsked med et år med turbo på indlæringen og med vækst i sjælen – og det er da helt trist at sige farvel trods alt… 🙂 Hvad mon vi skal lærer i 2021? Det kan næsten umuligt kører hurtigere med indlæringen end i 2020.
