Tilgiv mig | Som regn

Det er helt naturligt at vi gerne vil have ret. Det giver os kredit og berømmelse. Det modsatte, altså det tilfælde at vi ikke har ret er for nogle af os nærmest utænkeligt. Vi elsker at give kommentarer, og vi elsker at få ret. Der er en fantastisk energi knyttet til at vinde en diskussion. Og – selvfølgelig er netop min egen kommentar vigtig. Helt fra en tidlig alder lærer vi i folkeskolen at kæmpe for at vinde en diskussion, og vi spilder ingen tid. Vi kan bare godt lide at hævde os selv, at vide, at vi ved alt. Vi dyrker det, at få ret – og det dyrker vi så til gengæld på er ret højt, og forfinet plan. Lige det sidste ord, lige lidt indirekte hentydninger til andre der nok tager fejl, lige lidt taktisk understøttelse af vores egen mening.

Når vi arbejder så frygtelig hårdt på at blive hørt og promoverer vores egen dagsorden, sker der desværre det, at det bliver virkelig svært – hvis ikke umuligt – at tilgive hinanden. Hele familier og vennekredse bliver splittet ad. Vi vil ikke give os, vi vil kun tilgive, hvis vi ikke selv skal give indrømmelse og hvis det ikke rigtig koster noget. Det kræver øvelse at sige: Undskyld jeg tog fejl, undskyld jeg talte over mig, undskyld jeg sårede dig, eller undskyld jeg ikke lyttede bedre til dig.
Livet er meget bedre, mindre kompliceret og lettere at leve, når vi tager lidt lettere på tingene og arbejder på at rumme hinanden, og erkender, at alting har flere sider.

Det sker ofte at vi i en gruppe har helt forskellige opfattelser af hvad der er sket i en givende situation, at det er som om vi ikke genkender det, en anden gentager fra et møde for eksempel. Kunne det tænkes at vi begge har ret, at vi har hørt tingene forskelligt, at vi har haft nogle bestemte briller på så at sige?

Det falder os ikke nemt, det med tilgivelse, og det føles næsten umuligt at konfliktløse, at tale om tingene – for nu at sige det lidt gammeldags. For hvordan deler vi ud af den nåde, vi så desperat selv har brug for? Hvordan er det nu, vi mødes og skaber rum for hinanden, skaber dialog og fleksibilitet til at være uenige?

Noget af øvelsen starter med at tage lidt lettere på alting. Ved selv at træde lidt til side. Jovist, vi er sårede, og vi er også blevet uretfærdigt behandlet, med sikkerhed. Men – hvis vi fastholder ikke at tilgive, kommer vi til at stå med smerten selv.

Der er flere veje at gå, når vi står i smerte og vrede over for et andet menneske, eller når vi desværre ikke får ret i en sag. Vi kan:

Rekruttere andre til at være på vores side – gå i åben krig. Og det kan føles virkelig rart, at andre bakker én op i en svær tid.
Forsøge at finde fred nok i vores indre til at tage skridt til at løse situationen.
Vi kan række ud efter hjælp hos en nær ven eller hos en dygtig mægler.
Vi kan vende os bort fra situationen og glemme alt om den, der har gjort os uret.

Hvad skal vi vælge? Hvad mon er godt for sjælen? Hvad mon vil bringe mest fred?

Jeg foreslår den virkelig svære nåde. Jeg foreslår den hårde vej til forsoning. Jeg foreslår at træde væk fra vores behov til at have ret. Jeg læste engang et sted, at et menneske kun kan leve med et meget lille antal krigszoner rundt om sig, at vores sjæl ikke kan klare at eskalere vrede og bitterhed eller åben krig uden at gå til. Jeg har mange gange oplevet, at det er sandt.