Sorg

For livet har også smerten som livsvilkår – og den skal velkommes, rummes, lyttes til, inviteres med – ja, ligefrem elskes – så den ikke bliver en fjende eller en tyv.

Jeg fik desværre aldrig børn. Da jeg var 35, fik jeg min livmoder fjernet med nogle ondartede celler. Det var en tung tid, og det at stirre ud i luften fik en helt ny betydning – på den ikke så fede måde. Jeg skulle videre med et liv uden at få mine egne børn. 

Den kommer snigende – sorgen – indimellem. Nogle gange med stor kraft, og andre gange som en stille melankolsk følelse, der ikke vil gå væk. Men – jeg taler sjældent om min sorg nu, jeg har lært at rumme den, og jeg er blevet god til at trøste mig selv. Jeg har talt en milliard ord både med gode venner og i terapi om det at være barnløs – og jeg har brugt alle de ord, der findes i ordbøgerne om smerten.

Jovist, der er andre elementer, der forstærker den sorg –  jeg er enebarn, mine forældre blev skilt, da jeg var to år, min mor døde i 2015, og dermed døde mindet om min barndom med hende også på en måde. Jeg kender ensomheden.

Taknemlighed over et fantastisk liv har reddet mig. Jeg praktiserer den bevidst og dagligt.  Finder de ting, jeg er blevet givet og takker Gud for dem. Kigger efter godhed i mange dejlige relationer og takker Gud og venner for den. Jeg kan godt se, at jeg er rig i alle ordets betydninger. Jeg er velsignet, ikke lige med mine egne børn, men med mange andres dejlige børn.

Taknemligheden over små og store øjeblikke er blevet central i min hverdag. Jeg har opdyrket den som disciplin gennem mange mange år.
Skuffelsen over livet, sorgen over det, der ikke blev, eller det, der ikke gik som forventet, har lette vilkår. Græsset er grønnere hos naboen, men midt i vores brudte liv dukker der alligevel lys op.

Jeg møder ofte gæster i åndelig vejledning, som kæmper godt med sorgen og tager livtag med meget svære livsforhold. Efter en session spørger jeg om det med lyset. Kommer der lys ind? Hvor kommer det ind? Hvordan kan du blive god til at fastholde de glimt, der er? For livet har også smerten som livsvilkår – og den skal velkommes, rummes, lyttes til, inviteres med – ja, ligefrem elskes – så den ikke bliver en fjende, en tyv. For livet leves bedst, når vi arbejder med de svære følelser og situationer. Når vi ikke gemmer dem væk, når de ikke efterlades i kælderen og står og spreder dårlig lugt i hele huset.