At finde ro

Hjernen arbejder på højtryk, for der er så meget, vi skal nå, så mange ting at tage stilling til og så mange nye input fra alle sider. Roen – den indre ro – er under pres. Så kan vi gå på Caminoen, tage orlov eller forlængede weekender – hvis bare altså lige vi når at følge udviklingen omkring os osse. For roen skal helst ikke koste for meget tid. 
Det er faktisk først, når jeg når til livet med Gud, at jeg for alvor oplever, at jeg ikke er særlig god til det med roen. Den er svær at finde og svær at holde fast på, når den så endelig er der.

Et sted indeni er der et lille center for ro. Prøv at lukke øjnene og mærk godt efter. Når du mærker roen derinde, så læg hånden der, hvor du synes, den kommer fra. Kan du sidde lidt sådan? Den er nemlig måske ikke så svær at mærke sporadisk, medmindre selvfølgelig vi er kommet for langt ud og skal søge hjælp til at finde tilbage.

Vi kan umuligt gå på Caminoen eller til Øm Kloster, hver gang vi leder efter roen. Så den skal helst finde plads midt i alt kaoset. I det små til at begynde med. Så øver man sig måske lidt, i bilen, bag skrivebordet, når man laver mad, eller hvad der nu foregår rundt om én. Og så – pludselig en dag er den nemmere at finde, og den bliver lidt længere, når den aflægger et besøg.
Ro er nemlig noget, vi skal øve os i, og det kan godt være i starten, at det opleves som en disciplin, og det er helt ok. Med tiden bliver det en hverdagsting. Man kan tappe ind i den.

I vores hjerner har vi desværre opøvet en række panikscenarier. De spiller gerne igen og igen. Dem skal vi gerne have sat på pause, så roen indfinder sig – og det kræver altså lidt øvelse. Man kan selvfølgelig godt sige, at man ikke gider øve sig på det med roen – det er lidt ligesom ikke at gide øve sig på ski – så bliver den skiferie altså bare ikke lige så sjov.

Roen skal man øve sig på. Man skal turde den, og den kommer helt sikkert ikke af sig selv. Den skal man lede efter og så lære at fastholde. Simpelthen. Der er dybe ind- og udåndinger involveret, der er pause involveret, men ikke mindst er der villighed til at søge og finde roen involveret.

Jeg har for år tilbage besluttet mig for, at jeg bedst finder den i naturen, jeg er nemlig ikke udpræget naturmenneske. Men – derude kan man se ting og mærke ting – som ikke er tilgængelige ved skrivebordet. Så naturen er blevet mit sted til små og store oplevelser af ro. Gåture, en øget bevidsthed om, hvad der foregår omkring mig (den er tillært), og et valg om at komme på besøg derude i elementerne – ved havet, ved skoven, ved engen, i haven.
Du kan også finde dit sted med ro. Du kan finde dine rutiner, og de er sikkert også sjove og dejlige, når du først kommer i gang.