Kristenlivet - Prolog

I teenageårene står det klart, at jeg savner retning i livet. Jeg savner markører, der viser vej, der hjælper i den svære udvikling på vejen. Jeg længes efter at høre til, jeg savner fællesskab. Det er først i mine tyvere, mødet med nogle kristne virkelig gør indtryk. Det maler sig ind i min bevidsthed som noget smukt, noget sandt, noget solidt, noget der er nådigt, noget der rummer, noget der giver håb.

Det maler sig ind i min bevidsthed som noget, der giver tilladelse til at være den, jeg er, som noget der i sin kerne er kærligt og vedvarende og frit. Mit spørgsmål begynder at flytte sig fra “Hvad i al verden skal vi med Gud?” til “Hvad i alverden skal Gud med os?” Jeg studerer, jeg lader spørgsmålet om, hvad jeg tror på, modnes, jeg er i dialog, jeg søger Gud. Og – jeg finder ham i en dyb tro på det, han siger om sig selv, i mødet med andre, der også tror.

Jeg finder ham i vores gode dejlige folkekirke, men også i mange andre kirker. Jeg finder håb og mod og indsigt i, hvad det gode liv rummer og kan rumme. Det er i 1994/1995, jeg finder hjem, i begrebets mest grundlæggende forstand. Det er en stadig pågående rejse, jeg er på, men nu er jeg kendt og elsket og set. Gud kan ikke fås, han kan findes, hvis man søger, han er altid nær – for det har han selv sagt, han er.