Vores ubetydelighed
“Let us keep far from everything that shines, let’s love our littleness … then we will be poor in spirit, and Jesus will come and look for us. However far away we are, he will transform us into flames of love.” Therese of Lisieux (1873 – 1897 – Carmeliter nonne)
Min oversættelse: Lad os holde os på lang afstand af alt, hvad der “skinner”, lad os elske vores ubetydelighed… da vil vi blive fattige i ånden, og Jesus vil komme og lede efter os. Hvor langt vi end er væk, vil han forvandle os til flammer af kærlighed.
Det er relativt nemt at have store drømme – det er blevet almindeligt. Det er jeg egentlig stor fan af, fordi det driver entreprenant virksomhed og skaber nyt i verden. Men – måske ligger der også en nøgle til livet i at søge efter “det lille liv”. At vores fokus bliver på det jævne, på det hverdagsagtige, på det almindelige.
Der er mange grunde til, at pandemien har efterladt os modløse og triste. Én af dem er, at vi ikke kan være produktive, og vi lever for at producere, for at udvikle, for at blive til noget, for at brillere med det, vi kan. Vores identitet har fundet sig selv i vores evner, og lige nu har vores evner svære vilkår. Måske finder vi i denne tid lejlighed til at søge en minimal udgave af os selv, hvor vi kan mærke, at vi kommer til kort, og at vi faktisk er ok med at komme til kort.
Det er her, i denne afmagtsfølelse, at Jesus selv har mødt os mange gange. I Bibelen møder han mange fortvivlede og ensomme og bange, han møder mange, der føler sig små.
I den kommende sommer skal vi lære at kede os. Vi skal nemlig højst sandsynligt ikke noget eksotisk. Vi skal finde liturgi i forsagelsens bevægelse. Mindre af os – mere af stilheden, af roen, af Gud, af næsten.
Therese af Lisieux gjorde det til sit livs mission ikke at hige efter at blive til noget – men snarere at hige efter at hengive sig til Gud i at tjene andre. Senere i livet skrev hun:
I will seek out a means of getting to Heaven by a little way—very short and very straight little way that is wholly new. We live in an age of inventions; nowadays the rich need not trouble to climb the stairs, they have lifts instead. Well, I mean to try and find a lift by which I may be raised unto God, for I am too tiny to climb the steep stairway of perfection. […] Thine Arms, then, O Jesus, are the lift which must raise me up even unto Heaven. To get there I need not grow. On the contrary, I must remain little, I must become still less.
Når vi lærer at elske vores ubetydelighed, lærer vi samtidig at give slip på drevetheden til at præstere – vi sætter fokus på at være og hvile og på at søge mere end at finde, på at glædes over proces mere end over resultat.
Det er lige her, at vores sjæl får bedre vilkår for at komme i kontakt med dybden i livet, med alt det, der er væsentligt og godt og nært og opbyggeligt.
