Det er så svært at få sagt

Nok så meget, som vi elsker at debattere, nok så meget er der situationer, hvor det er uendeligt svært at melde ud. Der er noget, der er så vanskeligt at få sagt. Også noget, som vi egentlig gerne skulle have sagt, noget, som kunne gøre livet lettere. Af ukendte årsager venter vi. Vi tøver, vi taler udenom, og samtidig længes vi efter friheden, vi ved, der kommer, når vi så melder ud. Det kan være noget derhjemme, noget på arbejde, og det kan være møntet på både nære og fjerne relationer.

Det er måske derfor en stor del af befolkningen elsker Mads og Monopolet. En brevkasseradioudsendelse på DR P4 hver lørdag morgen mellem 9 og 12. I den udsendelse siger de alt det, vi andre ikke kan finde ud af at sige. Så vi vejrer frihed og afklaring.

Måske er det, fordi vi, når vi står ved svære ting, har brug for, at nåden er til stede, og den er vi ikke altid så sikker på. Er den der mon – hos den anden? Er den der i vores egen stemme? Bliver vi modtaget og rent faktisk lyttet til? Vores livserfaring er nok, at det bliver vi ikke – så vi får ikke sagt at: vi er kede af den opgave på arbejde, at vi har underskud på kontoen, at vi er ved at brænde sammen over husholdningen, at vi føler os overset af vores ægtefælle, at vi nyder at drikke alt for meget i weekenderne, eller at vi føler os overset eller taget for givet.

For år tilbage prøvede jeg en tilgang som følger – én gang om ugen fik hver ægtefælde 10 minutter til at tale om det der var svært – den anden part måtte ikke kommenterer, men bare lytte og stille uddybende spørgsmål. Det er en god øvelse. Men – når tingene brænder på har vi jo faktisk mere brug for at tale sammen og for nåden i det fælles rum. Altså – den nåde som vi er holdt op med at tro på findes.

Jeg tror, vi glemmer at sætte de rigtige rammer for samtalen. Vi tror, vi kan gå lige på og hårdt. Vi er allerede så indignerede, at vi bare buser frem med det hele. I stedet er det godt at prøve med nogle indledende øvelser, en forberedelse, der kan hjælpe nåden lidt på vej. Og – det er der, vi må starte, med at skaffe os nåden tilbage. Hvis ikke vi kan det, må vi involvere en tredje part i vores samtale. Så her er et par indledninger, vi kan øve os på:

“Jeg har brug for, at vi taler sammen om noget, som jeg synes, er lidt svært, og jeg har brug for, at vi gør det i et rum, hvor vi begge giver nåde, og nåden starter med at lytte.”

“Kan vi have en svær samtale, du og jeg? Det er én, som jeg har gennemgået i mine tanker mange gange, og nu har jeg altså brug for at starte på den. Jeg er åben for, hvor den ender, men jeg har brug for, at jeg kan melde klart ud.”

“Jeg mistrives i mit arbejde, og jeg ved ikke hvorfor. Men – jeg har nogle tilbagevendende spørgsmål, der dukker op igen og igen. Vil du hjælpe mig med dem?”

Der er mange steder og måder at have en svær samtale på, og det bedste er, at vi står ved, at det er svært, og at vi er med til at skabe det rum, hvor vi kan være sammen, også når vi ikke ender med at være enige.